|
En arbejdsgiver kan udbetale skattefri kørepenge (befordringsgodtgørelse) til en ansat efter fastsatte kilometersatser, såfremt den ansatte anvender sin egen bil, motorcykel, cykel, knallert eller 45-knallert, til erhvervsmæssig transport.1)
Erhvervsmæssig transport som berettiger til kørepenge (befordringsgodtgørelse) er2)
- Befordring mellem arbejdspladser
- Befordring inden for samme arbejdsplads
- Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder
Der er således tale om erhvervsmæssig transport, hvis man i løbet af arbejdsdagen besøger kunder i forskellige byer. Sædvanlig daglig transport mellem bopæl og arbejdsplads betragtes derimod som privat transport og berettiger ikke til udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse. I den situation er der alene mulighed for at opnå befordringsfradrag.
Betingelsen for at udbetalte kørepenge (befordringsgodtgørelse) er skattefri i 2008 er, at den ikke overstiger følgende satser ved kørsel i bil og motorcykel:3)
kørsel til og med 20.000 km årligt | 3,47 kr. pr. km | kørsel ud over 20.000 km årligt | 1,83 kr. pr. km |
For benyttelse af cykel, knallert eller 45-knallert er satsen for skattefri kørepenge 0,40 kr. pr. km.
I 2007 er satserne for skattefri kørselsgodtgørelse (befordringsgodtgørelse):4)
kørsel til og med 20.000 km årligt: | 3,35 kr. pr. km | kørsel ud over 20.000 km årligt: | 1,78 kr. pr. km |
For benyttelse af cykel, knallert eller 45-knallert er satsen for skattefri kørepenge 0,40 kr. pr. km.
Udbetales der kørepenge (befordringsgodtgørelse), som overstiger disse satser, bliver alle de udbetalte kørepenge skattepligtige for lønmodtageren.5)
Fradrag hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler kørepenge (befordringsgodtgørelse)
Såfremt en lønmodtager er berettiget til at modtage skattefri kørepenge (befordringsgodtgørelse), men arbejdsgiveren ikke udbetaler kørepenge, er den ansatte berettiget til et fradrag efter satserne for befordring mellem hjem og arbejde.6) Disse kilometersatser er for indkomståret 2007 fastsat således:7)
0-24 km inkl.: intet fradrag
25 - 100 km inkl.: 1,83 kr. pr. km
over 100 km: 0,92 kr. pr. km
I 2008 er satserne:8)
0-24 km inkl.: intet fradrag
25 - 100 km inkl.: 1,78 kr. pr. km
over 100 km: 0,89 kr. pr. km
Se også Befordringsfradrag.
|