|
Såfremt man sælger et énfamiliehus, et tofamiliehus eller en ejerlejlighed, vil en fortjeneste som oftest være skattefri efter parcelhusreglen.
Parcelhusreglen og én- og tofamiliehuse
Såfremt man sælger et énfamiliehus eller et tofamiliehus skal følgende betingelser være opfyldt, for at fortjenesten er skattefri efter parcelhusreglen1):
- Ejendommen skal have tjent til bolig for en eller ens husstand i en del af eller hele den periode, hvori man har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit.
- Grunden er på mindre end 1.400 m2 eller grunden kan ikke udstykkes eller en udstykning vil medføre væsentlig værdiforringelse af restarealet eller den bestående bebyggelse.
Parcelhusreglen og ejerlejligheder
Såfremt man sælger en ejerlejlighed, er en fortjeneste skattefri efter parcelhusreglen, blot ejerligheden har tjent til bolig for en eller ens husstand i en del af eller hele den periode, hvori man har ejet ejerlejligheden, og hvor ejerlejligheden har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit2).
Parcelhusreglen og bopælsbetingelsen
Det er alene en betingelse, at ejendommen har tjent til bolig for en eller ens husstand på et eller andet tidspunkt. Det er således ikke et krav, at ejendommen tjener til bolig for en på det tidspunkt, hvor ejendommen sælges.
Tilfælde hvor parcelhusreglen ikke finder anvendelse
Såfremt parcelhusreglen ikke finder anvendelse, vil man blive beskattet af en eventuel avance ved salget af ejendommen3).
Se også Skattefri avance ved salg af hus.
|